Guide til Kør selv ferie med børn til Toscana i Italien

Bjergtagende udsigt over Toscanas landskab

Bjergtagende udsigt over Toscanas landskab

 

Hvorfor Toscana?:

Vi elsker Italien og har efterhånden holdt mange sommerferier i det fantastiske land.  I sommeren 2014 faldt vores hjerter pladask for det skønne og fortryllende Toscana, hvor dette års sommerferie også går til. Toscana har det hele:

  • Godt vejr
  • Fantastisk natur med bjerge og olivenlunde så langt øjet rækker
  • Lækker mad – både til voksne og børn
  • Fantastisk vin
  • Skønne middelalderbyer med ægte autentisk stemning
  • Imødekommende og venlig befolkning

 

Smuk solnedgang over Toscana

Smuk solnedgang over Toscana

 

Vi har tidligere holdt mange gode ferier ved Adriaterhavskysten i det nordlige Italien. Især da børnene var små, holdt vi ofte ferie på store og komfortable campingpladser med kæmpe pools og underholdning for børn. På det tidspunkt var det vigtigt for os, at ferien var på børnenes præmisser og vores tankegang var nok lidt, at hvis de var underholdt, så var vi også. Nu er børnene så store, at vi kan tage på længere udflugter og besøge seværdigheder og naturoplevelser og give dem andre oplevelser en ren badeferie – og her har Toscana virkelig meget at byde på. (Vi bader stadig en masse :-) – en pool er et must de steder vi bor :-)).

 

Indbydende pool på landsted

Indbydende pool på landsted

 

Planlægningen starter tidligt:

Planlægningen af vores ferie er en næsten ligeså stor del som selve ferien (hvis ikke større).  Vi starter op allerede i den mørke og kolde vintertid med at brain storme, søge på nettet og finde potentielle steder og eventuelle rejsebureauer, som vi booker overnatning igennem.  Det er skønt at bruge de mørke vinteraftner på at drømme om sol og sommer og forventningens glæde, starter allerede der!

Vores ferier tager udgangspunkt i vores familie på 2 voksne og 2 børn på nu 9 og 11 år. Men meget af det jeg beskriver, kan sagtens bruges til familier med mindre børn eller hvis I rejser som voksne alene.

 

Hvor skal vi bo?

Jeg bruger altid meget tid på at finde det helt rigtige sted at bo. Der er mange muligheder i Toscana:

  • Ferielejlighed
  • Ferielejlighed på Agriturismo
  • Hotel
  • Campingplads – mobilhome eller familietelt
  • Villa

I sommeren 2015 har vi booket en ferielejlighed på 2 forskellige Agriturismo’s, hvor vi skal bo en uge hvert sted. Et Agriturismo er et aktivt landsted, hvor der typisk produceres vin eller olivenolie og ejerne også bor på stedet. Disse steder oser ofte af autentisk atomsfære og stederne er ofte holdt flot og med mange blomster og grønne områder, da ejerne selv bor på stedet.

 

Vigtigt når vi søger efter lejlighed:

Vi har nogle punkter som skal være opfyldt, når vi leder efter steder at bo.

  • Beliggenhed og afstand i forhold til byer og seværdigheder vi gerne vil se
  • Pool – skal ikke være for lille og ligge tæt på lejligheden
  • Egen have eller terrasse/altan lige udenfor lejligheden
  • Wifi er ønskeligt – men bemærk at hastigheden er MEGET langsom mange steder i Italien og derfor er det ikke afgørende for vores valg
  • 2 værelses lejlighed for at få den bedste pris

Vær opmærksom på at stilen i Italien er meget rustik og huse og indretning generelt virker lidt gammelt og kedeligt. Standarden kan heller ikke helt sammenlignes med dansk standard og derfor gør jeg meget ud af at læse anmeldelser om stederne på fx Tripadvisor eller vælger en bolig med 4 stjerner, hvilket svarer til måske 3 stjerner i Danmark.

 

Vores ferielejligheder sommeren 2015:

I vores første uge af ferien, har jeg booket en lejlighed på et lidt større landsted ”Casa Italia”, som ligger lidt nordligt nær byen Vinci.  Lejligheden er booket gennem Local Living. Prisen for 1 uge 7.000 kr.

Fra Vinci er der en lille times kørsel til Firenze, som vi helt sikkert skal besøge. Casa Italia har 11 lejligheder, en fantastisk pool med udsigt over området samt et lille pizzaria i baghaven.

Når jeg leder efter den perfekte lejlighed er det næsten altid poolen, som er det mest vigtige. I vores ferier bades der altid meget.  Kompromiset for at vi voksne kan ”forlange” længere udflugter og ture til kirker og seværdigheder, som børnene ikke helt gider (men ender med at være super begejstrede over) er, at jeg har sørget for en skøn pool :-)

 

Billede af pool på Casa Italia. Billede fra www.localliving.dk

Billede af pool på Casa Italia. Billede lånt af Local Living

 

En anden vigtig ting for os er, at lejligheden har enten privat haveområde eller egen terrasse eller altan. Vi vil gerne kunne sidde privat og mange ferielejligheder har fælles udearealer ofte et stykke fra lejligheden, hvilket vi ikke er så meget til. Det er i øvrigt super besværligt at skulle bære mad og diverse hen til et fællesområde, hver gang der skal spises ude. Vi vælger også altid lejligheder i stueplan, så børnene kan lege ude og nemt løbe ind og ud af lejligheden.

 

Privat terrasse på Casa Italia. Billede er fra www.localliving.dk

Privat terrasse på Casa Italia. Billede lånt af Local Living

 

Se mere på http://www.localliving.dk . Jeg kan virkelig anbefale Local Living, som har været meget hjælpsomme med at finde det rigtige sted til os ud fra vores ønsker.

 

I den anden uge har vi booket en lejlighed nær byen Siena på et lille Agriturismo ”Poderino” som kun har 3 lejligheder. Landstedet ligger i det skønne Chianti område og vi håber på en masse vinsmagning.

Lejligheden er booket gennem Vacanceselect  / Dansk Bilferie.   Prisen for 1 uge er 7.000 kr.

(Vacanceselect er et hollandsk firma, og det er Dansk bilferie, som er deres samarbejdspartner i Danmark).

Det skønne ved dette sted er igen poolen og især de små private haver med egen grill og liggestole med udsigt over olivenlunden. Dette Agriturismo har fået rigtig gode anmeldelser flere steder på nettet.

 

Poolen på Il Poderino. Billede er lånt af Vacanceselect

Poolen på Il Poderino. Billede er lånt af Vacanceselect

 

Privat have på Il Poderino. Billede er lånt af Vacanceselect

Privat have på Il Poderino. Billede er lånt af Vacanceselect

 

 

Danske udbydere af ferielejligheder og villa’er i Toscana:

Der findes rigtig mange udbydere af lejligheder i Toscana. Jeg har listet nogle af dem her (der findes mange andre – prøv evt. at google ferielejlighed Toscana). Jeg har selv prøvet at booke gennem Local Living og Vacanceselect – og har oplevet en super god service hos dem begge. De andre er jeg blot stødt på via mine mange søgninger på nettet – og jeg kender derfor ikke så meget til dem.

  • Local Living     –  lejligheder og villaer i Toscana og andre dele af Italien
  • Vacanceselect   – samarbejder med Dansk Bilferie. Ferielejligheder og mobilhomes på campingpladser
  • In Italia –  ferieboliger og hoteller
  • Vacasol – ferielejligheder
  • FDM Travel – hoteller og lejligheder

 

Turen derned:

Der er langt til Toscana – men det må du ikke lade dig afskrække af. Afhængig af hvor sydligt du skal, kan køreturen derned godt ende på 1.600-1.700 km. Vores børn er heldigvis nemme at have med på lange køreture og det er klart, at det gør det meget nemmere for os.

Tidligere kørte vi til Norditalien i et stræk. Det var en lang og ”hård” tur og i bund og grund nok heller ikke særlig sikkert, da vi begge var trætte efter mange timers kørsel.

 

Overnatningshotel i Østrig

Overnatningshotel i Østrig

 

Nu tager vi en overnatning i Østrig på vejen derned og i Tyskland på vejen hjem. Da de fleste lejligheder i Italien udlejes fra lørdag til lørdag betyder det, at vi kører hjemmefra tidligt fredag morgen ca. kl. 4.00.

Vi kører tidligt for at undgå morgen trafik omkring Hamborg og Elb tunnel. Vi plejer at køre ca. 10-12 timer og stopper, når vi rammer den østrigske grænse.

Vi har hjemmefra fundet et Gasthaus, som ligger i en by på ruten derned. Vi har reserveret via http://www.booking.com og skal give ca. 650 kr. for en overnatning med morgenmad. Vi spiser et godt aftensmåltid og går tidligt i seng og er klar til de sidste 5-6 timers kørsel næste dag.

Sidste år var vi i Toscana kl. 13.00 om lørdagen og fik udleveret vores nøgle og kl. 14.00 tog børnene den første dukkert i poolen :-)

 

udsigt østrig1

Smuk udsigt i Østrig

 

Seværdigheder i Toscana:

Toscana har virkelig meget at byde på, når det kommer til oplevelser og seværdigheder. Alene bare den smukke natur er en oplevelse i sig selv. Der er både frodigt og grønt og ofte olivenlunde eller vinmarker så lang øjet rækker. Terrænet kan være meget kuperet og ofte kan de skønne ”bjerge” skimtes som baggrund for den smukke kulisse.

 

Firenze: 

Firenze er ”hovedstaden” i Toscana og er områdets bankende hjerte. Vi faldt virkelig pladask for denne skønne skønne by. På den ene side er den middelalderlig med sine gamle bygninger og de hyggelige små brogede gader, som ofte kendetegner byerne i Toscana.  Men samtidig er det en levende og pulserende by med masser af liv og shopping muligheder i de gamle gader.

Der er mange ting at se i Firenze og jeg har blot listet nogle få af dem, som vi har haft lejlighed til at opleve og som har passet ind i vores program med 2 børn. Vær opmærksom på, at der er mange turister i Firenze i højsæsonen og man ofte er omgivet af et menneskemylder.

  • Duomoen: Den store og imponerende domkirke i Firenzes bymidte er et must at se, i det mindste bare udefra. Både vi voksne og begge børn var imponerede over denne kæmpe og smukke bygning. Vi ville gerne have været ind i selve kirken, men der var lang kø og af hensyn til børnene (på en meget varm sommerdag) valgte vi at nøjes med at gå en tur rundt om kirken.
Duomo'en i Firenze

Duomo’en i Firenze

 

  • Ponte Veccio: Den gamle og verdensberømte bro over floden Arno. Broen ligger 10-15 minutters gang fra Dumoen. Broen er fyldt med små og ofte meget dyre smykkebutikker. Her er altid mange turister og ofte underholdning ved gademusikanter eller anden underholdning. Hav en fast hånd i børnene – så de ikke bliver væk i mylderet!

 

Butikker på broen Ponte Veccio

Butikker på broen Ponte Veccio

 

  • Boboli haven:  er en skøn park i midten af Firenze. Her kan man nyde de grønne områder og skulpturer og slappe af et par timer. Nyd frokosten og en sodavand i haven i ro fra menneske mylderet i Firenzes gader.
  •  Gåtur gennem byen: Vi nød at bare slentre rundt i byens gamle gader og se på butikker og stoppe på en cafe for at få is og kaffe, når vi trængte til det.

 

Markeder i Firenze:

Der skulle findes flere markeder i Firenze – og denne sommer skal vi prøve nogen af dem af. Jeg har fundet frem til nogle forskellige steder.

  • San Lorenzo marked nær San Lorenzo kirke. Stort udendørsmarked med alt hvad hjertet begærer. Åbent man-lør morgen til eftermiddag.  Adresse: ligger i gaderne nord for Piazza San Lorenzo
  • Mercato centrale er et stort indendørs fødevaremarked , som ligger ved siden af San Lorenzo marked.
  • Mercato Nuovo  – også kaldet Firenzes nye marked. Dette marked skulle især have mange lædervarer såsom bælter, tasker og sko. Adresse: ligger på hjørnet af  Via Calimala og Via Porta Rossa.
  • Tirsdagsmarked – kl. 8-14 på Parco delle Cascine langs Arno floden. Billigt marked med alt fra tøj til tasker, sko, blomster og fødevarer.  Dette marked har efter sigende nogen af de laveste priser i Firenze. Adresse: Parci delle Cascine

 

Solnedgang over Arno floden i Firenze

Solnedgang over Arno floden i Firenze

 

Museer i Firenze:

Der findes utallige spændende museer i Firenze. Vi har dog ikke selv besøgt dem endnu, da vores børn ikke helt er klar til lange museums besøg. Jeg skal dog lige nævne Uffizi galleriet , som er kendt for sin samling af billedkunst og skulpturer og helt bestemt er et besøg værd, hvis man er til malerier J

 

Siena:

er en by som ligger i den sydlige del af Toscana ca. 75 km fra Firenze. Vær dog opmærksom på, at afstande i Toscana kan snyde, da der ofte er snoede veje. Siena er en skøn gammel middelalderby, som oser af autentisk Italiensk stemning.

Byen er især kendt for sin flotte domkirke , som er udnævnt som en af de smukkeste i Italien. Den store vifteformede plads Piazza del Campo, som er omgivet af bygninger med diverse cafeer og restauranter er også et besøg værd. Her kan både børn og voksne køles ned med en kold is eller sodavand og menneskemylderet kan betragtes.

 

Piazza del Campo i Siena

Piazza del Campo i Siena

 

Vi gik en lang tur gennem Sienas brogede gågader. Her er masser af butikker og ikke mindst ægte italiensk stemning. Det var sjovt at kigge ned af de små sidegader, hvor der vitterligt hang vasketøj fra vindue til vindue og var små hyggelige restauranter i de gamle gader.

 

Gåtur i Sienas brogede gader

Gåtur i Sienas brogede gader

 

Vær opmærksom på at parkering i Siena er en udfordring. Mange steder er parkering forbeholdt de lokale og det kan give store bøder, at holde på disse pladser. Så vær forberedt – hav godt med vand og evt. proviant med, hvis I skal gå et stykke vej eller lede efter en plads.

 

Lucca:

er en lille hyggelig by i den nord vestlige del af Toscana. Vi havde en kombineret dagstur til Lucca og derefter Pisa, og det var en skøn tur.

Som udgangspunkt må man ikke køre bil i Lucca – dette er dog undtaget for de lokale. Vi fandt derfor en offentlig parkeringsplads ved den nordlige byport. Husk at have mønter med til betaling for parkering.

Lucca er omringet af en bymur, som omkrandser byen hele vejen rundt. Inde bag murene ligger den lille, hyggelige og fredfyldte by. Vi valgte at leje cykler og udforske byen på 2 hjul. Det var en fantastisk oplevelse, som især børnene nød. Vær opmærksom på at cykelhjelme ikke er standard – så medbring evt. hjemmefra. Cykler kan bl.a. lejes lige indenfor byporten.

 

Bymuren som omkrandser Lucca

Bymuren som omkrandser Lucca

 

På cykel i Lucca

På cykel i Lucca

 

Man må cykle på selve bymuren og vi valgte at cykle hele vejen rundt om byen – en tur på ca. 4-5 km. Derefter cyklede vi ind i byen og kørte lidt rundt på må og få. Byen er ikke særlig stor, så vi havde ikke følelsen af at kunne blive væk – men ellers husk et vejkort. Byen har et utal af kirker og små pladser og til frokost parkerede vi på en lille plads og nød en pizza og kold sodavand i skyggen. Efter nogle timer i byen satte vi kurs mod Pisa.

 

plads i Lucca

En af mange små pladser og kirker i Lucca

 

Pisa:

ligger ca. 25 km fra Lucca. Der er vist ingen som er tvivl om, at Pisa er kendt for det skæve tårn. Og det var – især for børnene – en sjov oplevelse at se. Vi fandt en lille parkeringsplads tæt ved byen og havde ca. 10 minutters gang til tårnet. Det er sjovt at komme gående derhen – jo tættere man kommer, jo mere opdager man, hvor skævt det egentlig er. Det er muligt at komme op i tårnet – men der er lang kø. Vi valgte derfor pga. børnene at se tårnet udefra, hvilket stadig var en fin oplevelse.

 

Det skæve tårn i Pisa

Det skæve tårn i Pisa

 

Ved siden af tårnet ligger en stor og flot kirke, som også er et besøg værd. Vi sprang dog over pga. kø og trætte børn.

5 minutters gang fra tårnet ligger et område fyldt med restauranter, is cafeer og masser af gadeunderholdning. Det virker meget turistet, men var et godt sted at holde pause og få en af de fantastiske italienske is.

 

Vingårde:

er der mange af i Toscana. Og jeg vil helt klart anbefale at besøge nogle af dem. Besøg evt. det lokale turistbureau, som ofte har kort og adresser på de lokale vin og olivenbønder.

I behøver ikke tage lange køreture  – men evt. udvælge nogle enkelte stykker. Mange steder er gårdene kombineret med en restaurant, så kan turen kombineres med aftensmad og lidt køb og smagning af vin.

 

Udsigt fra et lille Agriturismo

Udsigt fra et lille Agriturismo som vi besøgte

 

Små lokale byer:

vi har haft mange skønne oplevelser, når vi har givet os tiden til at besøge de små lokale byer. Fx den lille by Montecarlo som vi boede tæt ved i sommeren 2014. Byen har 1 hovedgade – med 1 enkelt skobutik, 1 pizzaria, 1 lille slagter og delikatesse og nogle få andre restauranter.  Det er til dags dato de bedste pizza’er vi har fået i Italien i denne lille by. Vær opmærksom på, at man generelt spiser sent i Italien. Da vi første dag ankom kl. 17.00 og ville bestille, var pizza bageren ikke mødt endnu. De ringede dog efter ham og ½ time senere kunne vi spise de lækreste pizza’s :-)

 

Vores lokale delikatesse

Vores lokale delikatesse

 

I Montecarlo fandt vi også en lille delikatesse, hvor vi købte den lækreste parma skinke skåret direkte til os.

Håber du kan bruge nogle af de erfaringer, vi har gjort os i Toscana. Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål. Alle råd i denne guide er vejledende  – og er udelukkende ud fra egne oplevelser, erindringer og holdninger.

Håber du får en skøn tur til Toscana :-)

 

 

 

 

 

Share on FacebookPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someonePrint this page

Leave a Reply